Grøntsagslasagne



Køkkendamerne Hanne & Hanne fra Bornholms Efterskole kan ikke få eleverne til at spise grøntsager, men Bo Bech lærer dem ikke at spise andet med denne opskrift på lasagne med ratatouille-fyld!
Fra 'Med kniven for struben', sæson 4; episode 10

Ingredienser
Ratatouille
1 aubergine, 1 courgette/squash, 1 rød peberfrugt, 1 grøn peberfrugt, 1 gul peberfrugt, 4 tomater, rosmarin, timian, 2 fed hvidløg, 1 rød chili, olivenolie

Skær grøntsagerne i lidt grove stykker og læg dem i hver sin skål. Hæld olie i gryden, skru godt op for varmen og start med at stege auberginen sammen med et par stilke frisk rosmarin og timian. Når det er godt ristet, kommes courgetten på. Herefter tilsættes tomat, hvidløg, chili og til sidst peberfrugt og det hele skal nu simre, indtil det er blevet dejligt blødt og ragoutagtigt. Smag til med salt. 

Bechamelsauce
50 g smør, 50 g hvedemel, 5 dl sødmælk

Smelt smørret ved svag varme, uden det tager farve. Tilsæt så meget mel under piskning, at det bliver til en tyk masse, der klumper en lille smule. Varm smørbollen godt igennem. Efter cirka et minut tilsættes sødmælken, lidt ad gangen, til den ønskede konsistens er opnået. Hver gang man har tilsat lidt mælk, skal smør og mel absorbere det, så bechamelsaucen bliver meget glat. Til sidst simrer saucen et par minutter og smages til med salt.

Lasagne
Ratatouille, bechamelsauce, lasagneplader, parmesanost

Læg først et lag bechamelsauce i bunden af faddet. Dernæst lasagneplader og så ratatouille - det er vigtigt at lægge et forholdsvist tyndt lag ratatouille, så der kommer nok pasta i lasagnen, som sørger for for at holde den sammen. Fortsæt i den dur, indtil fadet er fyldt og med bechamel øverst. Drys masser af frisk, fintrevet parmesan og bag lasagnen i ovnen ved 200 grader, til osten er dejligt brun og boblende. 









Ingen kommentarer:

Send en kommentar