Tandoorikylling


Bo Bech viser Singh fra restaurant Bella, hvordan han kan servere et indisk alternativ til den kedelige grillkylling med denne opskrift på tandoorikylling.
Fra 'Med kniven for struben', sæson 4; episode 8
Ingredienser
En god kylling parteres og skæres i passende stykker. Skindet hives af, så marinaden bedre kan trænge ind i kødet og afgive smag. 

Marinade
Saft af 2 citroner, en klump ingefær, 3 røde chilipebre (gerne tre forskellige; frisk aflang chili, habanero samt en lille chilipeber som piri-piri eller peperoncino), nelliker, korianderfrø, allehånde, spidskommen, en stjerneanis, hvidløg, gurkemeje, frisk koriander, youghurt natural 

Citronerne presses fri for saft. Ingefæren skrælles og snittes fint. 
Chilipebrene skæres i små stykker og moses med den flade side af en kniv. Drys med lidt groft salt - det virker som sandpapir og gør det nemmere for chilien at afgive farve og smag til kødet. 
Nelliker, korianderfrø, allehånde, spidskommen og stjerneanis ristes på en tør pande og mortes. Hvidløget snittes og moses i morteren. 
Alle ingredienserne blandes sammen med gurkemeje og den friske, plukkede koriander. Marinaden masseres godt ind i kødet, som herefter trækker overdækket på køl, gerne et døgns tid. 

Kyllingestykkerne steges ved 250 grader, men inden vendes de rundt med youghurten. Stegningen kan med fordel ske på spyd, som er sat over et ildfast fad, således at kyllingen ikke rører bunden af fadet. Sæt eventuelt kyllingestykkerne fast på to spyd, et i hver ende, så de nemmere holdes oppe.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar